.





MAHAKALA

Tibetansk beskytter.


Maha betyder stor og Kala betyder sort. Sort er ikke nogen farve. Sort er en absorberende kraft i modsætning til hvid som er en udvinde kraft. Mellem sort og hvis opstår farverne. Det er Yin og Yang den kosmiske polaritet.
Mahakala er at sammenligne med det som man i astronomien nu kalder for sorte huler. En tilstand i kosmos hvor massetætheden er total, et absorberende kraft som forvandler alt stoflighed til kraft.

Mahakala ses stående på et lig af et menneske. Det symboliserer den absolutte negativitets tilstand eller død.
Det er den fuldstændige fjernelse af alle negative mønstre, indtil det punkt at kroppen er uigenkaldelig og definitiv død, uden nogen mulighed for overhovedet at kunne komme til live igen. Det absolut definitive og uigenkaldelige.

Mange misforstår døden og tager fejl af begrebet. Man ser døden som noget destruktivt, er fortærende og omklamrende væsen, skadelig og måske endda ond.
Men døden er den rensende kraft som forhindre løgne og illusioner i at leve videre. Selvbedrag og vildfarelser. At gøre en dyd uf af nødvendigheden.
Dødens inderste væsen er i realiteten vækkende medfølelse. At slippe fri for ligene i lasten for dødvægten i vort liv – døden er genopstandelses kræfternes forudsætning og vogter mod degenerering og forfald.
Mahakala er oplysningens forudsætning. Misogi eller Total Lutring, nedstigningen i dødsriget og genopstandelsen – Den store udfrielse – som forudsætning for Den endelige oplysning og opstandelse.

Mikael binder satan af Wilian Blacke


Fra R. Steiner: De fire årstids imaginationer

Transskription

I den tempererede klimazone er de fire årstider meget synlige. Forår, sommer, efterår og vinter følger hinanden en klare afgrænsede cykler.
Om foråret når lyset og planteverden begynder at tiltage glæder mennesket sig over hvad det ser derude i naturen, man bliver optimistisk. Om efteråret når mørket tager til og planteverdenen begynder at gå i opløsning bliver mange ængstelig og føler en form for melankoli i sindet.
De fire årstider er som en cyklus af barndom, ungdom, voksen og alderdom, af fødsel og død.
I menneskets sind afspejler det sig også som de fire temperamenter, de sangvinske, det koleriske, det melankolske og det flegmatiske.
Børn sprudler og spirer i en verden hvor alt er muligt. Ungdommen ønsker at ændre verden med en revolutionerende kraft. Den voksne resignerer over livet og tilpasser sig. Med alderdommen indtræder der en indre ro og overblik.
OM foråret er det naturligt at vi lader os rive med af naturkræfterne, for de gør os godt og er en del af vor natur bevidsthed, men om efteråret må dette ikke ske. Hengiver vi os til de opløsninger og forrådnelses kræfter som lever der ude i naturen, da vil blive draget ned ad i en stemning af angst og frygt – mod døden. Om efteråret må vi møde natur fænomenerne med en selv bevidsthed og ikke en naturbevidsthed.

Men alt der sker der ude i naturen er blot en spejling af hvad der sker i en verden som gennemstrømmer naturkræfterne. De formkræfter som opretholder naturen, som gennemstrømmer alt æterisk, har det moderne menneske næsten mistet kontakten til. Da mennesket endnu havde en instinktiv fornemmelse for hvad der rørte sig i naturen og i årets gang, var det muligt af fejre disse hændelse som Fire Højtider. Påske, St. Johanni, St. Mikael og Jesus fødsel. Disse højtider faldt sammen med forårsjævndøgn – midsommer – efterårs jævndøgn og midvinter.
De åndelige formkræfter som viste sig i dette højtider blev kaldt Rafael, Auriel, Mikael og Gabriel.

Når man i de gamle kulturer talte om dragen eller Midgårdsormen, så mente man de æteriske kræfter som omforåret så at sige suger planterne ud af jorden, med en sådan kraft af det blødeste kim kan bevæge sig gennem asfalt. Disse livskræfter neddæmper menneskets bevidsthed og retter den mod naturen.
I alkymien talte man om Sulfos og i kemien om Svovl. Fra det grønne forår til det gyldne efterår, forstærkes disse kræfter. Kornet på markerne, frugterne på træerne så at sige ”bages” modent i en homøopatisk sky af sulfos. I naturen ser vi dette kulminerer som en fosforiserende grøn gul morild og i St. Hans ormenes lysende prikker i græsset om aftenen.
Men denne proces er også tiltagende i menneskets blod – ser man jorden udefra om natten kan vi se alle den byer som oplyste små prikker, forestiller vi os at vi slukkede alt dette lys som ville jorden være mørk om natten. Men for den der han se den menneskelige aura vil man på den ene halvkugle af jorden kunne se et hav af små fosforiserende gult grønt lys, som stammer fra menneskets aura.
Fra stofskiftet og mave området stiger der en tåge af gult grønt astralt lys op mod menneskets hjerne og hoved område. Dette fosfoririserende lys gennemstrømmer menneskets blod og svækker det evne til at optage ilt i sig og en hendøende kræft begynder at indtræde i organismen. Det er naturens dødiskræfter som begynder at trænge ind i menneskets sind virker som angst og frygt.
Dragekræfterne som om foråret var en velsignelse og inspiration er nu ved at forvandle sig til noget Ahrimansk. Hvis disse dragekræfter fik lov til at forsætte ville mennesket blive draget ind i naturens selvopløsende processer med fysisk død og bevidsthedsmæssig opløsning til følge.

Men vi ser i dag ikke denne ånds kamp som til stadighed udspiller sig i naturkræfterne. Vi oplever baren sommeren som en tid hvor vi går i sandaler og shorts og vinteren i støvler og frakke.

Men netop på denne årstid udgår der fra et bestemt stjernebillede en regn af meteorer. Disse brænder op i jordens atmosfære som stjerneskud og tilføjer jordens æteriske aura en substans af homøopatisk jern.
Den der kan se dybderne i de æteriske legeme eller auraen, vil ved høst tiden se i menneskets blodstrøm er kamp mellem den svovl gulgrønne kraft og så det homøopatiske kosmiske jern. Blodstrømme gennem lyses nu af utallige mikrokosmiske stjerneskud, som en afspejling af hvad der sker der oppe i det makrokosmiske. Denne strøm af meteorer, af kosmiske jern udgår fra det Ånds billede som man gennem tiderne har kaldt Ærkeenglen Mikael, fra hans hjerte udgår en homøopatisk strøm af jern rettet mod menneskets blodstrøm på jorden. Blodet har netop på denne tid af året brug for denne jern impuls for at neddæmpe de Ahrimanske kræfter som søger at lamme sjælen med frygt og angst.
I de esoteriske traditioner er Mikael drage kæmperen, hvis våben er det tveæggede flammesværd.
I modsætning til Rafael som bekæmper alle fysiske sygdomme, så bekæmper Mikael de psykiske lidelser.

Hele vor civilisation er et produkt af jernets indflydelse. Industrialiseringen var ikke mulig uden jern og stål. Vor teknologi bygger på jern og stål. Denne udvikling har imidlertid haft enorme omkostninger og stiller menneske i en konstant kamp om af redde sin psykiske, mentale og emotionelle sundhed. De Ahrimansk kræfter tilbyder menneskeheden en endelig løsning på alle materielle problemer. Filmene Matrix er vel nok den mest aktuelle beskrivelse af hvad det Ahrimaske forlanger for at mennesket kan leve i en bekvem og sorgløs verden. Den materielle velstand har aldrig været større i menneskehedens historie, men det åndelige mørke og armod er tilsvarende dyb. Prisen fer at leve i denne Matrix er afkald på enhver form for individuel frihed. Menneske opfattes som en virus som skal destrueres, ved at jorden afsondres og isoleres fra den Kosmiske verden – fra Gudernes Orden.
Mennesket i denne tidsalder befinder sig i en konstant kamp for at bevarer sin individualitet. Anti-jeget søger at sætte menneskets hjerne ud af funktion – at sætte den på auto-pilot styret ud fra en Ahrimansk programmering. Mentale og emotionelle lammelser, optræder i dag stærkere end nogen sinde før – og fælles for alle de psykiatriske diagnosticeringer som naturvidenskaben lancerer og deres psykofarmaka er symptomerne angst og frygt. Disse negative følelser kan neddæmpes med psykofarmaka men ikke helbredes.

Det der er brug for er en vågnende selv-bevidsthed som ikke bygger på egoisme, men som udspringer af medfølelse med alt levende. År efter år at forbinde sig med de fire kosmiske imagenationer, vil give en selv-bevidsthed som skaber den styrke, kraft og mod, der skal til for at overvinde angsten og frygtens selv undertrykkende og lammende indflydelser i vor mentale liv, nervesystem og hjerne.
Gennem denne indre billeddannelse, vi den imaginative tænkning, gennem det astrale brænde de billeder ind i vort ælterlegeme, som giver os en Vilje, som sætter os i stand til at frigøre os fra den Ahrimansk Matrix

Vi kan opnå visdom og det makrokosmiske – vi kan opnå indre ro i det mikrokosmiske, men vi vil aldrig forstå de muligheder der ligger i at være virkelig lykkelige her på jorden, så længe vi ikke optager Mikael Imagenationen i vort hjerte og derved erkender at det er en kosmisk kraft, der vogter Kristus Mysteriet og Solen den stjerne der vogter over vort enestående Solokosmos i hvilket Jorden er en ganske særlig satellit, men en enestående og særlig kosmisk mission.





De auriske forhold i microkosmos og macrokosmos omkring efterårsjævndøgn

http://www.plotinus.com/archives.htm


raymond bernard, frances

Begrebet karma vedrører forhold som stammer fra vor fortid. At få ryddet op i vor fortid er et dagligt anliggende, men i realiteten er det et personligt anliggende. Det vedkommer ikke verdens udviklingen som sådan.

At søge den bekvemme vej i livet leder os imidlertid bort fra vor personlige karma. Karma kan imidlertid også ledes til en slags social masokisme. Vi kommer til at slæbe rundt på en rygsæk fyldt med alle mulige former for selv bebrejdelse, selv undertrykkelse og andre menneskers nedgøringer og misforståelser. Vi må lærer ikke at bruge andre mennesker som skraldespand eller alle andre bruges os som en sådan.

Vi lader os ofte indfange i et selvskabt netværk af skyldfølelser eller beskyldninger. Der ligger imidlertid hverken noget stort eller stærkt i at bærer sådanne byrder, de er kun udtryk for dovenskab og svaghed. Vi bør værne om vor personlige frihed og træde ud af sådanne sociale netværk for at kunne løse de opgaver som tidsånden i realiteten forventer af os.

Den egentlige kamp i denne tids epoke består i at frigøre os af materialisme og intellektualisme.

Tiden er præget af ønsket om selv realisation, men ofte er der blot tale om det lille ego som trænger sig på. Det som trænger sig på er at vi åbner op for en imaginative tænkning, for åndsselvet.

Intellektualismen og materialismen er ved at afskærer mennesket fra sin samklang med det åndelige i naturen og kosmos.

Før i tiden udtrykte karma sig gennem det at vi var inkarneret som tysker, englænder, tyrker, inder eller japaner. I fremtiden vil der opstå mennesker hvis fysiognomi ikke vil være præget af racemæssige eller nationale forhold. Den intellektuelle og materialistiske tænkning vil fastholde mennesket i formkræfter som vi i dag ser komme til udtryk når vi siger: ”Han er tyrker og han er dansker” – det er netop gennem materialisme og intellektualismen at racismen henter sine kræfter. Den nazistiske tro på en ”ny race” var netop en sådan degenereret og pervateret manifestation af en tænkning som var gennemtrængt af materialisme. Det samme gjorde sig gældende i den jødiske tro på at være ”Guds udvalgte folk” – i en fjern fortid var dette en kendsgerning at det hebræiske og det germanske folk var udset som de folk som ført brød med folkesjælen og hævede sig fri af det racemæssige, men i vor ti en sådan tro degenereret.

Den karma som mennesket i fremtiden skaber vil være resultatet af valget mellem to veje. Den intellektuelle materialisme og den åndeliggjorte tænkning. Den ene vej vil føre ned i en forhærdet tilstand af jordprocesser, fordi intellektualismen har isoleret sig fra den åndelige kosmiske udvikling som gennemstrømmer verdens altet. De intellektuelle kræfter er med til at svække menneskes individuelle Jeg og på sigt vil intellektualismen udvikle sig som et anti-jeg, som yderligere vil isolerer mennesket fra helheden.

Fra urtiden af var det at have tilkæmpet sig inkarnation i et menneskeligt legeme udtryk for at individet tilhørte menneskeheden. Det rædsels fulde for fremtiden vil være at det at være inkarneret i et menneske legeme ikke længere er nogen garanti for at dette legeme er en del af menneske slægten. Menneskeheden vil udvikle to slags karma som er af langt større betydning en den karma som vi normal kæmper for at få bragt i orden. Den første karma eller arvesynden hører fortiden til. Den anden karma som opstår gennem følgende reinkarnationer hører fremtiden til og denne karma vil være væsens skabende – vil skabe et helt nyt menneskelegeme, som på sin vis vil være mere forskellig fra hvordan vi i dag skelner mellem en australneger og så en tysker.

Det er derfor afgørende at forstå at vi må bringe orden i vor gamle karma og der hvor den virker som en hindring for at vi kan nå frem til en realisation af vor imaginative tænkning og udfoldelse af vort Åndsselv, da må vi forlade de sociale og kulturelle rammer som holder vor udvikling tilbage.

Vi fødes stadig ind i nationale og familiemæssige rammer. Dette er endnu en biologisk nødvendighed som vi ikke kan komme uden om. Men det er en misforståelse at tro at de mennesker vi i dag omgiver os med via blods båndet, og hvis genetiske koder vi bærer på er relationer som kan hjælpe med til at åbne vejen til åndsselvet. De karmiske bånd som fører forældre sammen og som det uinkarnerede menneske vælger at inkarnerer i gennem en længere periode blevet rodet rundt, således at der i dag er rod i karma. Mennesker kan så at sige ikke finde hinanden. I dag ser vi fremmedgørelser mellem børn og forældre som for blot 100 år siden var utænkelige.

Denne fremmedgørelse mellem mennesker vil stige i takt med at intellektualismen og materialismen tager til. Den vil lede os ind i det som er kaldet ”Den store krig alle mod alle”.

I denne situation som er tiltagende ved dette årtusinde skifte (2000 e.kr) vil egentlig kommunikation og samarbejde kun være mulig i netværk blandt mennesker som er kender at den eneste vej ud af denne social økonomiske darwinisme og åndløse kultur vil være at finde blandet de sjæls personligheder – de individualiteter, som daglig bestræber sig på at forbinde sig med Åndsselvet og dermed udvikle den imaginative tænkning.

Religionen og videnskabens veje er efterhånden infiltrerede tilbage står endnu kunsten og den individuelle kærligheds to veje

De mennesker som finder denne vej og udvikler sig i dette arbejde vil jeg kalde Mikalitter

Ved: S. Dalsgaard

Kilde: R. Steiner

I 1924 kort før R. Steiner døde og umiddelbar efter branden af det første Geotheanmum, holdt han en lang række foredrag om karma. Foredragene er holdt for medlemmer af Det antroposofiske selskab. De forudsætter derfor en vis forhåndsviden, som i dag 80 år efter at de er holdt ikke kan forventes at eksisterer uden for antroposofiske kredse. Jeg har derfor lavet denne transskription, som man kan betragte som mine personlige notater.

sd

Vi er blevet vandt til at tænke i begreberne årsag og virkning på grund af den naturvidenskabelige tankemåde. Når man i dag søger at introducerer begrebet karma, så siger mange: det er jo blot noget indisk overtro eller man tror at kunne forstå karma ved direkte at overføre årsag og virkning fra naturvidenskaben til begrebet karma opnår man imidlertid ikke nogen ny erkendelse.

Den materielle eller døde materie er underlagt en regelmæssighed, som udspringer af de fysiske og kemiske realiteter. Når bjergene smuldre bliver det nedbrudt til støv og ler. Når kuldet fortættes bliver det til diamant. I det mineralske eller det fysiske er der sammenfald mellem årsag og virkning.

Se vi på det organiske liv, således som det viser sig i plante riget, så er årsags og virknings sammenhænget anderledes her. Kræfterne for plantevirksomheden ligger i biosfæren eller i verdens altet. Det er solen position på himmelen der afgør omplanterne lever eller dør, spirer eller visner. Forholdet mellem årsag og virkning i planterne ligger altså ikke i planten selv, men i både solen og månens indflydelse på livet i det fysiske. Når planten dør forlader de æteriske form - og livskræfter det fysiske og vender tilbage til verdens altet. For at erkende dette er vor logiske tænkning ikke længere tilstrækkelig, vi må lærer at bruge den imaginative side at sindet, evnen til at kunne visualiserer. I det organiske eller planteriget er der sammenfald mellem det fysiske og det overfysiske.

Går vi frem til dyrenes liv, vil vi ikke kunne finde frem til det rette forhold mellem årsag og virkning, hvis vi ikke kan opleve, at der i dyret lever noget fornemmelsesmæssigt og et bevægelsesfænomen, som hverken findes i det mineralske eller det organiske liv. Vi kan ikke finde årsagssammenhænget i det animalske ved kun at rette vor opmærksomhed mod tids elementet eller ved at stille spørgsmålet: hvornår var det nu det var at det skete? At søge årsag og virkning i det animalske liv på samme måde som evolutions teorien søger at gøre det, leder til en intetsigende opfattelse af hvorfra de animalske legemer stammer og hvordan de er udviklet.

Skal vi forstår årsagen til det der viser sig i det animalske liv, må vi gå ind i en tid som ligger neget langt tilbage og som ikke har noget at gøre med jordudviklingen eller den planetariske verden. Vi må søge tilbage til stjerneverdenens oprindelse. I vor galaxi eller mælkevejen er der forskellige stjerne konstellationer, som gennem tiden er kaldt for zodiakken eller dyrekredsen. Disse stjerne tegn eller rettere stjerne billeder viser hen til en fjern opfattelse af at ud fra disse 12 dyrekreds billeder stammer det animalske liv. Dyrenes liv er således resultatet af en astral billeddannelse og ikke kun en kombination af det fysisk mineralske og det æteriske organiske, men en tredje tilføjelse også kaldte astral legemet.

Det er en almindelig opfattelse at universet er skabt gennem ”det store brag” og at partikler og bølger forsætter med at bevæge sig ud i et bundløst rum. Det lys der udgår stjernerne er imidlertid mere end blot elektromagnetiske vibrationer som aldrig ophører med at udvide sig. Lyset har sine grænser, hvor det mister sin kraft, for derefter at trække sig tilbage til sin kilde. Universet er en konstant udvidelse og en vedvarende sammentrækning. Vi kan sammenligne det med et Kosmisk åndedrag eller en Kosmisk dag og nat. Denne rytme i kosmos, ser vi også komme til udtryk i det forhold at vor egen stjerne solen, bevæger sig gennem de tolv stjerne billeder over en periode på 25.000 år.

Når dyrene dør, opløses det fysiske legeme i sine kemiske bestanddele og vender tilbage til det jordens støv hvor af det er kommet. Det æteriske legeme eller det der er grundlaget for alt biologisk liv vender tilbage til biosfæren som omgiver jorden og strækker sig ud i den planetare verden. I det dyriske liv opløser alt det vi oplever som fornemmelser sig også og vender tilbage til stjernernes verden båret af det animalske livs astral legeme. I det animalske liv må vi således søge årsagen i stjernetågerne. Vi kan således sige følgende: Dyreriget: er en forgangen årsag til nuværende virkninger.

Ser vi nu på mennesket, så rummer det i hele sin konstitution disse tre kilder eller årsager til sin oprindelse. Men hvis mennesket blot et resultat af disse tre årsager, ville det fysiske legeme ikke se ud som det gør i dag. Da ville vi måske kravlerundt på alle fire eller have en krølle på halen eller små horn i panden – eller vi ville måske ligne nogle meget smukke planter. Menneskets nuværende væsen er ikke kun resultatet mineralske, æteriske eller astrale aktiviteter, et fjerde element forbinder sig her med det animalske liv. Det er hvad der kaldes Jeget.

Når processerne i det mineralske, plante artige og animalske liv bringes til ophør vender disse tilbage til deres elementære tilstandsformer. Ser vi på vand siger man at det består af nogle elementære dele så som brint og ilt eller H2O. I sin flydende tilstand oplever vi dette som vand, når det fryser bliver det til is krystal og et fastlegeme. Bliver temperaturen høj nok, fordamper vandet og bliver til tåge, skyr mv. altså et luftformigt element. I alle tre tilstandsformer er H2O imidlertid vandets elementære grundform.

Når det mennesket dør, opløses dets tre elementære legeme, som vender tilbage til deres udgangspunkt og årsag. Det vi kalder Jeget, er imidlertid en del som i lighed med de andre elementer, ikke opløses på samme måde for at vende tilbage til en kollektiv ubevidst tilstandsform. Jeget bærer i sig kimen til noget individuelt. Jeget er således en impuls der i sig bærer opfattelser, om årsager, som ikke kun stammer fra nuværende mineralske, planteagtige eller animalske aktiviteter, men om højere mentale og emotionelle impulser. Man kan således om menneskets forhold til årsag virkning sige følgende: Forgangne fysiske årsager til nuværende virkninger i det fysiske.

Dette særlige forhold i mennesket er det vi opfatter som dets skæbne eller karma. Vi har nu set, at vi ikke sådan uden videre bare kan tale om årsag og virkning, men at vi må forstå det i forhold til hvilke livs forhold og omstændigheder at denne lov virker, hvis ikke vi skelner her, vil vi aldrig kunne komme til forståelse af hvad det der sker i vort eget liv og spørgsmålene som hvorfor er jeg her og hvad er meningen med alt det der sker af godt og ondt i mit liv vil for altid forblive ubesvaret. Indsigt i loven om Karma er en af vor tids nødvendige gåder som ethvert menneske må forsøge at besvarer for sig selv, og her er det blot at tænke fornuftigt over tingene et godt udgangspunkt.

2.

Det som former menneskets skæbne eller karma, stammer fra forskellige områder i naturen og i kosmos. Mineralriget har en meget lille direkte indflydelse på vort liv. Tænk på hvad vi behøver at optage i vor krop for at leve. Kun nogle ganske få gram mineraler og salte, medens vi har brug for større mængder af plantedele eller animalsk kød. Vand er også en væsentlig del af grundlaget for vort liv. Vi består i realiteten af 90 % vand. Hjerne så at sige svæver inde i kraniet omgivet af en hjernevæske, som bevirker at hjerne opleves som vægtløs, på grund af Arkimedes lov. På sin vi er vi jo en slags fisk.

Det er blevet en abstrakt eller r digital opfattelse af at alle mennesker er ens. Vi er imidlertid omgivet af vidt forskellige indflydelser fra det mineralske miljø. Nogle mennesker er opvokset i tørre ørken områder, andre i høje bjerg egne, andre hvor jorden er kalk og lerholdig. Selv om mineral riget har en meget lille direkte indflydelse på menneskets skæbne, så virker mineralriget ind på mennesket, men for at kunne forstå dette må vi gå endnu dybere ind i elemantar åndens verden.

Mennesket lever overalt på jorden omgivet af forskellige æter geografiske vilkår. Plante livet er vidt forskelligt. I de tropiske regnskove er væksten enorm, medens den i ørknerne bevirker at planterne bliver læderagtige for at holde på væsken. I tempererede zoner er plante væksten modereret. På polerne er plantevæksten minimal. Det som omgiver mennesket fra planterige og klima zonerne har en større indflydelse på menneskets egne vækstkræfter. Det som holder vor form sammen hænger sammen med det der virker i planteriget. Disse formkræfter har intet at gøre med det støv der bliver tilbage når livskræfterne forlader legemet når opløsning og døden indtræder.

Hvad angår dyreriget, så er er mennesket omgivet af vidt forskellige dyr. Det er af stor betydning om vi lever i et miljø hvor der lever mange vilde dyr eller om vi lever i et miljø hvor det er husdyr der dominerer dyreriget. Hvorledes dyreriget trives har stor indflydelse på menneskets fornemmelses sjæl. Elefanter og løver som trives i den frie natur, giver en anden animalsk atmosfære end hvis vi er omgivet af tremme kalve og burhøns. Det animalske liv præger det sympatiske og antipatiske miljø i hvilket mennesket lever og som mennesker er vi alle i vid udstrækning et spejl på det antipatiske og sympatiske, selv om enhver opdragelse søger at bringe mennesket ud over disse instinktive og ubevidste impulser.

Det er således afgørende for menneskets trivsel og velbefindende hvorledes mineral, plante og dyreriget virker i mennesket.

Et fjerde punkt i spørgsmålet om årsag og virkning i menneskets liv er det der kaldes arv. Dette er gældende i den fysiske biologiske arvemasse, men en misforståelse når det drejer sig om sjælelige åndelige egenskaber. Evnen til intuition, inspiration eller geni kan ikke nedarves. Familiebånd til store individualiteter er ikke nogen garanti for at sådanne egenskaber opstår i samme familie. Når man falder i vandet og bliver trukket op igen er man våd, men det har jo intet med vandets væsen at gøre. At vær efterkommer af indflydelsesrige personer er ingen garanti for at disse egenskaber lever videre i den samme slægt eller familie.

Skal vi forstå overførelsen af sjælelige åndelige egenskaber fra person til person, må vi søge tilbage til det der sker før fødselen. Det der optager mange er spørgsmålet: Hvad sker der efter døden? ER alt slut? Det fysiske legeme, livs legemet og det astrale legeme følger hver sin opløsningsproces, men det fjerde led, det som netop gør mennesket til menneske Jeget, følger sin egen forvandlings proces. Jeget er det led som forbinder det sanselige med det oversanselige, det fysiske med det åndelige. Den karma som udspiller sig her er grundlaget for ideen om genopstandelse, reinkarnation eller genfødsel.

I den buddhistiske lære findes der en gammel misforståelse om Jegets væsen, som viser sig i en mystisk opfattelse af læren om karma og reinkarnation, som i vesten giver anledning til skepsis og latterliggørelse af læren om karma og reinkarnation. Ikke alene fordi man i den kristne lære ikke kan få øje på disse to principper arvesynden og genopstandelsens i deres rette betydning, men også fordi østen fremstiller disse to principper som læren om at mennesket kan blive genfødt i sit næste liv i en sten, plante eller i et dyr. En sådan tanke appellerer ikke til vestens logiske sans, selv om læren om karma og reinkarnation i sig selv synes at være det mest logiske svar på det store spørgsmål om liv og død.

Spørgsmålet om hvad der sker før vi bliver født, leder tilbage til den åndelige tilstand som menneskets Jeg her gennem går. Medens vi på jorden har svært ved at finde sammen med de mennesker som er vore åndelige slægtninge, så kan vi i den åndelige verden ikke undgå at blive ført sammen med ens åndsbeslægtede. På jorden kan vi være først sammen i familie bånd, som ikke afspejler vor bevidstheds inderste natur, selv om man af årsager som kun kan findes i det æteriske og astrale, selv har ”valgt” sine forældre! I den åndelige verden drages sjælen mod beslægtede åndelige kvaliteter, såvel menneskelige som kosmiske væsner. Vor skæbne leder os til at blive født ind i en familie, et folk, ind i en kultur kreds og en nation. Her i afspejler vor karma sig.

I det kosmiske mellem død og ny fødsel, er mennesket involveret i et samspil mellem ånds væsner, som her præger det fremtidige inkarnation på jorden. I det første område præges karma gennem det vi oplever som velbehag og ubehag. I det andet område virker karma gennem sympati og antipati og i det tredje område ses karma som det der sker og det vi oplever i livet. Alt dette viser sig i karma gennem vore instinkter, drifter og begær eller vore kloge og fornuftige handlinger. Gennem det gode og det skadelige jeg forvolder andre mennesker. Karma kaldes også loven om kompensation eller erstatning. Jeg må udligne eller gøre det godt som jeg har gjort skidt. Det er her vore moralske handlinger viser sig, vor evne til at se hvad vi må udfører som en etisk pligt.

Her melder spørgsmålet sig om den frie vilje, men det afgørende i friheden ligger ikke i viljen, for den er så dybt placeret i vort ubevidste at vi sjældent udfører en fri handling. Det afgørende i spørgsmålet om frihed – ligger i tankens frihed, viljen til at tænke det gode – til at kunne udvikle uselviske og moralske forestillinger. Det er her at en ægte forståelse af karma tager sin begyndelse.

3

Vilkårene på jorden er således at mennesket normalt ikke har nogen oplevelse eller forståelse af at der ud over den nuværende sanseverden, findes en oversanselig virkelighed. Man kan ikke bebrejde flertallet at det forholder sig således, på samme måde som man ikke kan forvente at en indianer i amazone junglen vil kunne forstå hvad is er, og at man kan gå på vandet, når det bliver til is. Det må man selv havde oplevet, at gå på vandet, før man kan opfatte det. Og når man taler om at mennesket før sin fødsel har levet i et andet liv og før dette igen et og således tilbage i urtiden, så kan man ikke forvente at det bliver opfattet, som andet end en fantasi, med mindre man gør sig den anstrengelse det er at tænke lidt dybere over sagens natur.

Problemet med at forstå forholdet mellem bevidsthedens eksistens mellem fødsel og død og der på mellem død og fødsel, ligger i den adskillelse der er opstået i vor tid mellem det sanselige og det oversanselige, mellem krop og sind, men sådan har det ikke altid været. De fleste mytologer henviser til at mennesket sind og krop en gang var eet eller at gudernes og menneskenes verden greb ind i hinanden på en helt anden måde end vi i dag oplever det. Der var så at sige en flydende overgang i hvilken guderne og menneskene plejede en naturlig omgang med hinanden.

I dag oplever vi at stå over for en mur, som forhindre os i at forstå enhver tale om et liv før og efter døden. Men lige så lukket som døren synes at være til at få indsigt i den åndelige verden er når man betragter spørgsmålet fra denne side af tærskelen, lige så åben er den hvis stiller os på den anden side af tærskelen. Set fra åndens synsmåde ligger hele det jordiske liv åben for bevidstheden. Så længe vi lever på jorden har vi ofte den opfattelse, at vi bevæger os rund i en tåge og ikke kan finde mening med ved liv. Vi synes at famle rundt og kan ikke finde frem il de relationer som skaber en indre genklang i vort hjerte. Det er som om vi leder efter de mennesker som kan give os et modsvar til mange af vore ubesvarede spørgsmål. Et helt liv kan resulterer i at vi blot nogle enkelte tilfælde møder et sådant menneske. Særlig i kærlighedslivet er denne længsel efter at møde sin ”sjæle partner” velkendt, men i vor ånds udvikling er sådanne konstellationer endnu vanskeligere at finde, end det at træffe en partner i følelses livet. Går vi imidlertid over på den anden side af tærskelen, vil vi opleve at det forholder sig helt modsat. I sin døds oplevelse som C. G. Jung havde under en livstruende sygdom, oplevede han hvorledes han som i et drømme syn, så jorden glide bort bag sig og et græsk tempel nærme sig ham. Uden for templet sad en yogi i meditation. I sit indre hørte han nogle stemmer inde fra templet som han genkendte og han følte en uendelig dragende længsel efter at gå ind i templet, for der at forene sig med sine brødre og søstre i ånden. Pludselig steg et ansigt op fra jorden, det var C.G. Jungs læge, som advarede ham må at gå videre, men at komme tilbage til jorden. C.G. Jung, oplevede da, at yogien der sad uden for templet mediterede hans liv og hvis han giv videre ville yogien åbne sine øjne og Jung ville dø, ville ikke kunne vende tilbage til sin fysiske krop. Med en enorm anstrengelse rykkede han sig fri at drømmesynet, og tilbragte derefter nogle måneder på sit sygeleje i en drømmeagtig tilstand , for endelig at vende fuldt og helt tilbage til sit arbejde her på jorden. I livet mellem død og ny fødsel, drages vi altså uhindret mod det ånds fællesskab, som vi her på jorden så smerteligt føler os isoleret fra.

Den ørkenvandring på vi oplever her på jorden i forhold til ægte menneskelige relationer, og som er opfyldt af fremmedgørelse og længsel, vil kun gøre livet endnu mere miserabel end vi ofte kan føle at det er, hvis vi ikke forstår at det er konsekvensen af den spaltning mellem det åndelige og det fysiske, der er en del af en kosmisk proces, i hvilken vi blot er en lille del. Vor frihed består i at finde frem til de menneskelige relationer, hvor vor individuelle karma kan fuldbyrdes. Vi begår en række af fejl og skaber mange misforståelse. Det er imidlertid gennem disse misforståelser at vi lærer at vælge det i livet som vil fører os frem ad og bringe os i harmoni med den visdom som er indpræget i vor bevidsthed i tilstanden mellem død og ny fødsel. Vi må finde frem til det der opstår i vort liv ud fra en indre nødvendighed. Friheden ligger i at erkende og sige ja til den skæbne vi selv har været med til at præge ind i vort nuværende liv. Det er ikke resultatet af tilfældighedernes blinde spild eller en evolution, men resultatet kan kun findes i den karma, som er opstået som resultatet af bevidsthedens virke i forhenværende liv, på jorden og i det åndelige.

Mange indsigelser mod ideen om karma, stammer fra en forkert opfattelse af friheds begrebet. Jo dybere man stiger ind i spørgsmålet om frihed og skæbne, vil man erkende at der ikke kan være nogen ægte frihed uden nødvendighed og omvendt er det nødvendige afhængig af friheden. At hævde at der er modsigelse mellem ideen om karma og frihed er kun resultatet af kortsigtet konklusion. Hvis jeg bygger et hus, kan jeg bagefter spørge mig selv om det nu var klogt at bygge det, men nu står det altså der. Jeg kan af økonomiske årsager ikke komme fri af det uden at komplicerer min situation, altså jeg vælger at flytte ind i det. Således er det også med det karmiske hus jeg har bygget.

27.10.06

4.

Et af de afgørende skridt i menneskets eksistens er døden, som en uomgængelig kendsgerning. Med det sidste åndedrag standser alle livs processerne i kroppen, når livs legemet og bevidstheden begynder at trække sig tilbage fra det fysiske legeme. Kroppen som er underlagt de kemiske love, vender nu tilbage til sine elementære bestanddele, og bliver til det støv hvoraf det er kommet.

Religionerne og initiationsvidenskaberne har imidlertid altid fastholdt, at menneskets bevidsthed, sind eller sjæl gennem gik sin egen forvandlings proces når kroppen går i opløsning. Det som kaldes ånden er essensen af alle sjælelige processer og denne ånd er underlagt en større tids faktor end de fysiske processer. Det tidsrum, som det sjælelige åndelige er udtryk for kaldes uendeligheden eller evigheden – der med hentydes der blot til tids forhold som overskrider vor normale tid og rum opfattelse.

Det er hvad vi nu i dag må komme til erkendelse om, at bevidstheden er kontinuerlig, at det sjælelige åndelige forsætter sin selvstændige eksistens mellem døden og ny fødsel. Det første der sker når sjælen slipper kroppen er at den oplever et stort billedlig syn af hele sin jordiske liv passerer revy. Hele vort liv er oplagret i det vi kan kalde en fuldkommen hukommelse, som var hele vort liv fra det første åndedrag til det sidste blevet brændt fast på en DVD.

Et afgørende princip på forholdet mellem den fysiske og den åndelige verden er det vi kan kalde den omvendte spejling, som om tingene skifter fortegn tingene opleves her i den omvendte rækkefølge af hvad de gjorde på jorden. Det betyder at sjælen nu oplever denne livs film, som spoler baglæns fra det tidspunkt vi døde til det tidspunkt hvor vi blev født.

Denne første periode i efter livs verdenen er af religionerne beskrevet som skærsilden eller kama loga. I den kristne religion er forestillingen skærsilden blevet misbrugt til økonomisk vinding ved at skabe en unødvendig angst for det ukendte i menneskets sind. I orienten har begrebet kama loga eller bado thødol, ikke været udsat for disse forvrængninger, men det beskrives her som et mellemrum eller et interval mellem to tilstande i bevidsthedens udvikling.

Det animalske liv på jorden og dermed også menneskets fysiske krop er skueplads for en række fornemmelser, som bygger på to grundlæggende følelser, sympati og antipati. Ser vi tilbage på vort liv, vil vi opleve at langt de fleste ”beslutninger” vi har taget var baseret på disse to grundlæggende følelser og ikke rationel tænkning eller vilje. Vi er i vid udstrækning styret af vore instinkter, drifter og begær, og det er pt. som det skal være.

I livet kan vi havde såret et andet menneske på grund af vor antipati eller negative følelser eller vi kan med vore sympatiske følelser havde glædet et andet menneske. I begge tilfælde har jeg faktisk ikke rigtig mulighed for at vide, hvorledes den glæde ellers sorg jeg har forvoldt et andet menneske virker ind på dets sjæl. De fysiske vilkår forhindre mig i virkelig at leve mig helt ind i et andets menneskes følelser. Ofte er vore situations fornemmelse blot en spejling af vor egen indre følelses liv. I kama loga er dette filter ophævet, disse spærringer er fjernet på grund af bevidsthedens krops frie tilstand. Vi har nu mulighed for at opleve hvad den anden egentlig opleve i en positiv eller negativ situation, fordi vi nu i vor egen sjæl oplever modpartens sjælelige tilstand. Vi sættets så at sige i vor partners sted. Gennem denne erkendelses proces får sjælen nu mulighed for at forstå situationers rettet sammenhæng. Det er i det jordiske ikke muligt at dømme eller bedømme om alle de forhold som skaber glæde eller sorg hos et menneske, vi kan ikke se årsagen rigtig, fordi vort blik er sløret af den fysiske verdens illusioner eller maya. Ved nu at træde ind i den spejlvendte oplevelse ser vi hvorledes karma virker i livet mellem død og ny fødsel. Forståelse skaber en udligning, en retfærdighed og der med en kompensation.

I det sympatiske og det antipatiske ligger der kimen til kærlighed og had, til glæde og smerte, klogskab og tåbelighed. At forstå vekselvirkningen mellem disse sjælelige poler, kan lede til en dybere forståelse af karma. I livet rejser spørgsmålet sig altid: hvor skulle dette eller hin netop overgå mig, hvad er der sket siden han har det så godt og hun har det så skidt. Vi føler os til tider velsignet og til tider forbandet.

En lærer sagde en gang til mig: ”Så en vane, høst en skæbne, så en skæbne, høst en evighed”. Der er mennesker som bruger megen tid til at udtrykke antipatiske meninger og følelser om alt og alle, som ikke behager dem. Det kan være misundelse, mindreværds følelser eller foragt. En vedvarende ophobning af negative følelser virker på længere sigt som en sjælelig forgiftning og der hvor det sætter sig fast i sjælen som en vane at strø om sig med negativ kritik, vil der udvikle sig en kim, som i et næste liv vil vise sig som tåbelighed. Beslutninger og synsvinkler som er kortsigtede og selviske, som følge af tidligere negative følelser, skaber grundlaget for et liv, hvor sjælen oplever en vis meningsløshed, hvor ens eksistens ikke synes at blive værdsat eller bemærket. Sjælen drives af sted uden rigtig at vide hvorfor og hvorhen den ønsker at bevæge sig, som et skib uden ror, der kastets hid og did af strøm og vind og uden sikker havn at stævne i mod. Smerten i livet, hvad end den er sjælelig eller fysisk, er resultatet af et tidligere liv, opfyldt af antipati eller ligegyldighed, med sine omgivelser, en tilstand af at være sig slev nok. Virkningen bliver her et liv, hvor intet rigtig kan berede én glæde.

I et næste liv, vil en sådan sjæl naturligvis søge at finde en vej ud af en sådan smerte og ulykke. I livet mellem død og ny fødsel, har sjælen i karma loga, erkendt sine fejltagelser og under vejledning fra de visdoms og kærligheds væsner, som træder sjælen i møde i den åndelige verden, har sjælen haft mulighed for at erkende at sympati og kærlighed er en forvandlende kraft.

Vi undre os ofte over at et menneske nærer sympati for et andet menneske som ikke synes at værdsætte den opmærksomhed som rettes mod det fra en anden person. Hvorfor findes der dem som nærer kærlighed til personer som virker afvisende eller måske endda hader dem. Det er et psykologisk paradoks, som kan virke som en slags social masokisme. Forestiller vi os at en person i et tidligere liv har været opfyld af antipati og dårskab, så vil denne persons karma, blive draget mod det som hans negative følelser og tanker har skadet i et tidligere liv. De korrektioner sjælen har modtaget mellem død og ny fødsel, bevirker at personen nu søger relationer, hvor han kan udvikle medfølelse, sympati og klogskab. Personen påtager sig derfor, ofte uden at vide det opgaven at rette sympatiske impulser mod det der kommer ham i møde som antipati, vrede eller had, fra omgivelsernes side.

I løbet af livet kommer vi i forbindelse med en række af forskellige mennesker. Den tidligste forbindelse er ens biologiske familie. Det er vor karma som har bragt dette møde i stand, fordi den biologiske arv var nødvendig for at forme det fysiske legeme og det sociale miljø, som vi bliver en del af. Valg af forældre er således ikke nogen tilfældighed, men en beslutning vi allerede har truffet før vi fødes på jorden. Men arv og miljø er ikke den eneste faktor i vor jordiske udvikling. Der er en tredje faktor, nemlig vort Jeg, som er essensen af det der overføres fra den åndelige verden til det jordiske. Der er visse egenskaber som arves gennem moderens og faderens arvemasse, men der er også noget som er vor individuelle arvemasse, kimen til vor personlighed, som rækker ud over arv og miljø og det er vor åndelige essens.

I forholdet mellem forældre og børn udspiller der sig meget grundlæggende tilknytninger så kærlighed og omsorg, men som barnet vokser sig ældre begynder der at vise sig forskellige modsætninger. Søskende kan udvikle sig som polære modsætninger og sympati og antipati mellem forældre rollerne viser sig også, alt efter som tiden går. Antipati mellem børn og forældre kan med tiden vise sig at blive til varme relationer og omvendt kan inderlige følelser mellem forældre og børn og søskende udvikle sig til antipati og had, som skiller vejene for altid. I disse relationer ser vi hvorledes karmiske forhold og udligninger udspiller sig i et livs drama.

Gennem livsforløbet møder vi da en række forskellige mennesker blandt barndommens legekammerater er der måske en, som følger med op gennem ungdomsårene, men for det meste glider de bort og det er som en gruppe af mennesker går i opløsning. I skolen kan vi møde lærere som ofte giver anledning til meget stærke sympatiske eller antipatiske oplevelser. Undervisere som kan vise sig at være tåbelige for barnets udvikling og andre som virke som kloge vejledere. Disse møder er karmiske og afspejler den glæde og smerte, som udspringer af vore egne negative eller positive følelser. Visse undervisere opleves som sande plageånder og andre som beskyttende kræfter. I disse stærke relationer, føler mange mennesker at meget vedrørende deres skæbne bliver truffet. Måne i de negative møder, som vi helst så os foruden, kan der senere vise sig at de har været medvirkende til at den unge tvinges til at tage sagen i sin egen hånd. Han eller hun kan have drømme om at blive det ene eller det andet, men pludselig viser der sig døre og muligheder, som ingen havde forudset eller forventet. Et ungt menneske erklæres af en klog lærer for at være tåbelig, men mod alles forventning viser det sig at den unge, som ud fra en skjult kilde pludselig henter egenskaber og evner som ingen havde troet muligt. Modstanden kan havde virket som en provokation eller igangsætter. I andre tilfælde kan det modsatte pludselig indtræde. Den unge som tilsyneladende gennem arv og miljø er født med en sølv ske i munden og som ubesværet går gennem i sine skole år, løber pludselig i begyndelse af sin ungdom ind i et miljø, som giver megen modstand, sorg og smerte, og ikke mindst i familien.

Men også disse tilstande ændre sig som tiden går. I nogle få tilfælde forfølger uheld og ulykke den unge lagt op i voksenlivet, som en dårlig vane der ikke vil give slip. Personligheden svækkes og kan til tider næsten gå i opløsning. Kroniske sygdomme støde til og endda forkorte livet. Individet føler sig isoleret og falder uden for et normalt social fællesskab ofte henvist til problematiske fællesskaber, hvor intet er taget for givet og hvor tinge sker fra dag til dag, fra hånden til munden. Vi undre os over verdens uretfærdighed, hvorfor mig, hvorfor ham eller hende? Vi kan ikke forstå livet uden at forstå loven om karma, men ikke som en blind eller brutal skæbne, men som et forhold mellem årsag og virkning, som vi kun kan nå til indsigt i gennem dybe eftertanke og fordomsfri iagttagelse af det liv der omgiver os selv og som vi er en uløselig del af selv.

I enhver lidelse, savn og smerte ligger muligheden for at udvikle de modsatte følelser, så som helbredelse, lindring og trøst. Forestiller vi os at alle handicappede blev fjernet på jorden gennem en genetisk manipulation, ville medfølelsen på jorden blive formindsket. Kunne vi lave en race hygiejnisk manipulation, som ville gøre mennesket til en slags fysisk robot eller klon, ville ønsket om at læge, lindre og trøste blive fjernet fra det sociale liv. Vi kan ikke forstå smerten væsen, hvis vi ikke erkender at den er et resultat af vore egne antipatiske følelser, af racistisk had og social økonomisk selvtilstrækkelighed. Det hvor mennesket isolerer sig selv i selvretfærdig selvtilstrækkelighed uden forståelse for andre menneskers situation, udvikler der sig et fjendskab og had. Denne dårskab vil ifølge læren om karma vende tilbage til personen eller gruppen af personer er årsagen til disse tåbelige eller antipatiske følelser og de vil før eller siden indhente årsagens kilde.

Gennem hele vort livsforløb oplever vi på forskellige tidspunkter at møde enkelt personer som har en skæbnes vanger betydning for vor videre udvikling, på godt og ondt og vi oplever hvorledes vi i forskellige alders afsnit har været knyttet til forskellige sociale grupper, som hver på sin måde har haft betydning for vor udvikling. Vi er med andre ord på en slags gruppe rejse her på jorden. Den gamle græske visdom sagde: Kend dig selv, men i vor tid må vi tilføje følgende: Kend dig selv som gruppesjæl. I vor tid er der en tendens til at mennesket reduceres til en digital enhed. Større og større sociale modeller søges lagt hen over kulturelle forskelle og det med en større effektivitet en de gamle verdens religioner tidligere har forsøgt at ensrette menneskeheden på under henvisning til at man handlede i Guds eller Kongens navn.

Et filosofisk spørgsmål.

Den historiske person Siddartha Gautama og som identificeres med Buddha feltet eller Livs Ånden, levede i en kulturperiode, hvor en kollektiv højnelse af bevidstheden fandt sted i Grækenland og i Kina.
I de gamle græske visdomsskoler gik man fra det gamle klarsyn til en mere moderne filosofisk holdning til naturen ud fra begreber som Logos og Nous.
De kinesiske patriarker skabte skoler hvor begreber som Tao og Yin og Yang var centralt placeret.
I Indien var situationen en anden. Kulturen var her præget af en år tusind gammel religion Hinduismen. Denne religion rummede nogle af de dybeste og højeste sandheder om naturen, mennesket og gudernes verden.
En visdom som på grund af dens årtusinde gamle tradition var stagneret.
Den østlige ånds kultur havde bevæget sig mod vest gennem det gamle Persien, til den Babylonsk-Kaldæiske kultur, videre til den Ægyptiske og Græsk-Romerske periode, for nu af befinde sig i den Europæiske kultur som befinder sig mellem øst og vest.

I perioden ca. 500 før vor tidsregning, skete der som antydet en ny periode i bevidsthedens evolution og som strakte sig fra Grækenland, til Indien og ind i Kina.

Personen Gautama stod over for en Hinduistisk kultur, som var stagneret i dogmatisme.
Han var født ind i en kongelig slægt i Nepal og levede en beskyttet tilværelse mod indflydelser, som man mente ville skade ham.
Han søgen efter visdom fik ham imidlertid til at forlade denne tilværelser.
Han besad en psykologisk sans som bevirkede at han gik ind i essensen af Hinduismen for at finde ud af hvad der var relevant for mennesket i hans samtid havde brug for, men ikke kun i nuet, men også for generationer i fremtiden.
Medens grækerne og kineser i denne kulturperiode bidrog med deres til højnelsen af bevidstheden, så bidrog Gautama med en visdom, som endnu ikke er optaget eller forstået i vesten i den fulde omfang.

Kulminationen af Gautama arbejde og studie betegnes som hans Store Opvågning eller Oplysning af Livsånden. Under Boddhi træet. Herefter betegnes han som Gautama Buddha eller ganske enkelt Buddha.
I vesten tror der fleste at Gautama er den første og eneste Buddha, noget i lighed med Kirkernes udlægning af Kristus impulsen. Men i østens filosofi ses Buddha et ikke menneskelig ånds felt, som er en del af menneskets oprindelige væsen og som er et felt som udfylder alle mennesker. De ved det bare ikke selv endnu.
Ifølge den østlige filosofi begyndte disse ikke menneskelige visdoms væsner at overføre deres Livsånd til inkarnerede mennesker og disse mennesker bliver her beskrevet som de første inkarnerede Buddhaer på jorden. Buddha væsnerne skulle havde virket i hele Universet i de ”Tretten Stjerne Verdner”, som de kaldes i buddhismen.
Den Gautama Buddha, lod imidlertid alle metafysiske og kosmologiske spørgsmål træde i baggrunden. Han satte mennesket i centrum for udviklingen.
Det har ført til at nogle har opfattet buddhismen som en ateistisk og anti-jeg religion, men det beror kun på manglende indsigt og uvidenhed. Man kan med en vis ret sige at buddhismen er det første forsøg på at indfører en slags åndsvidenskablig psykosofi eller en psykologisk videnskabelig orienteret religion, som ikke bygger på tro, men på viden og kroppen funktion, sjælens natur og åndens essens.

Buddhismens åndelige mission

Buddhas opgave var at forvandle den gamle ur-indiske visdom til viden.
Hinduismen er resultatet af en direkte skuen af de åndelige forhold i tilværelsen, gennem en drømmeagtig bevidstheds tilstand. Denne tilstand eksisterer i dag i sin laveste form vider i begrebet Tro.
Gennem 500 år arbejde man i østen videre med de anvisninger som Buddha havde givet. Hans lære bredte sig fra Indien mod nord og syd som skabte to principielle linier. Mod Nord i den Tibetanske linie, som Dzogchen. Herfra til Kina som Chan og til Japan som Zen. Interessant nok
Den bevæge sig også mod øst ud over det Indonesiske ørige, men mod vest nåede den kun til Afganistan.
Fra dette vestlige punkt var kulturerne præget af det græske åndsliv, som var ført østover af Alexander den Store. Her kunne buddhismen ikke finde indpas.
I det græske udviklede kimen sig til filosofi og naturvidenskaben gennem Platon og Aristoteles. Hvad der eksisterede af viden om gudernes verden, havde grækerne i vid udstrækning hente fra den ægyptiske kultur og alt dette gik helt i opløsning under den romerske periode.
Op til omkring vor tidsregning skete der imidlertid et åndeligt forfald, både religiøst og politisk i den græsk-romerske kultur periode.
Anderledes forholdt det sig i østen. Her havde man gennem 500 år systematisk fordybet sig i og udforsket Gautama Buddhas psykosefiske åndsvidenskab. Jeg bruger dette begreb for at understrege at jeg ikke betragter buddhismen som en religion i lighed med hinduismen, kristendommen og islam, selv om buddhismen naturligvis i sin ydre form må betragtes som tilhørende en af de fire verden religioner på grund af globale udbredelse.

Religion og åndsvidenskab.

Religionerne er systemer der bygger på et forhold mellem Gud og mennesket.. Forholdet er her at Gud er alt og mennesket intet eller i bedste tilfælde et billede af guddommen. Guddommen er uopnåelig og i væsen totalt adskilt fra mennesket. Forholdet mellem mennesket og guddommen bygger på tro og nåde. Egentlig indsigt og viden om Gud er ikke muligt for mennesket at opnå.
Denne dualisme er karakteristiks for den kristne, muslimske og jødiske religion. Vi vil senere se, at denne definition i realiteten ikke holder når det drejer sig om Kristus-impulsen.
Kristenheden kan i lighed med buddhismen ikke være en religion i overstående betydning og vi vil senere se hvorfor.
Det der tog sin begyndelse med Gautama i Indien 500 år før Jesus inkarnerede i Palæstina, var det første skrift bort fra det dualistiske livssyn og en konsekvens af at Buddha feltet inkarnerede sig i denne person på samme måde som Kristus impulsen inkarnerede sig i personen Jesus.
Gautama Buddha begyndte at udvikle det vi kan kalde en psykosofisk åndsvidenskab.
Dette initiativ stod på hele den Hinduistiske religion.
Gennem sin Store Oplysning, begyndte Gautama Buddha at gøre op med nødvendigheden af den hinduistiske filosofi og metafysik. Buddha pegede på menneskets eget ansvar for sit eget liv og som sådan er Buddhismen en slags eksistentialisme – uden dog at blive til nogen ateisme.
Buddha tog ikke afstand fra et Univers fyldt med guddommelige og dæmoniske kræfter og væsner. Han fastholdt f.eks. læren om karma og reinkarnation.
Først 500 år senere i Palæstina, da den græsk romerske kultur periode begyndte at gå på held kom der en impuls i dette område som minde om Gautamas virke.
I Palæstina var åndslivet også stagneret i den religion som var grundlagt af Moses og som havde sine rødder i den Ægyptisk-Kaldæiske kultur. Det var personen kendt som Johannes døberen som påbegyndt dette opbrud fra en forhærdet religion, hvilket kostede ham livet. Hans virke blev senere taget op af Jesus, hvis virke Johannes døberen selv havde annonceret.
Det afgørende idehistoriske er at se, at medens man i Grækenland og i Kina havde fokuseret på bestemte udviklingsspørgsmål, så havde Gautama Buddha i Indien fokuseret på et enkelt spørgsmål. Essensen af menneskets sind.
Gennem 500 år havde oplyste og initierede mennesker i Indien, Tibet og også Kina – ransaget sindets mysterium. Sjælen og Åndens væsen og funktioner. Man havde udviklet en psykosofisk åndsvidenskab, som bevirkede at man nåede til en højere og dybere erkendelse end det var lykkedes at nå på noget andet tidspunkt i menneskehedens idehistorie..
For at forstå omfanget af denne åndsvidenskabelige forskning og den tid man havde brugt på at udvikle denne, kan vi få en fornemmelse af hvor lang man kan nå når kulturen følger en fastlagt dagsorden.
For kun 500 år siden – omkring 1500 tallet begyndte den periode vi i Europa kalder ”genfødselen” eller rensesansen.
Det var begyndelsen til alt det vi i dag på godt og ondt ser som det naturvidenskabelige menneskesyn. Due brød med den dualistiske religions dogmer og tro og introducerede ideen om viden og funktion. Hele verdens billedet blev ændret fra det Tolemæiske ( jorden som centrum for universet) til det Kopernikanske. (solen som centrum for vort planet system). Vi taler stadig om ”sol opgang” og ”sol nedgang”, fordi det er sådan at vore sanser oplever det, men i realiteten burde vi tale om ”jord nedgang” om morgenen og ”jord opgang” om aftenen.
Sådanne videnskabelige spekulationer, vedkom ikke det almene menneske og ændrede til den dag i dag intet ved dets daglige liv.
Paradigme skiftet omkring 1500 tallet stammede fra den hændelse som nærmest udryddede det halve af Europas befolkning – den store pest eller den sorte død. Garanten for guddommelig orden, frelse og sikkerhed, den kirke som havde påberåbt sig apostolsk arv fra St. Peter og magt og ret til at løse og binde alt i himmelen og på jorden, stod pludselig total magtesløs. Paven og kardinalerne, som Kristi stedfortræder på jorden viste sig ude af stand til at helbrede eller standse pesten og hermed mistede de europæiske befolkninger deres tro på Kirken som en autentisk autoritet. Kontrakten mellem Gud og menneske religionen – var definitiv brudt.
Den nye ”religion” som udviklede sig op til år 2000 var bygget på logik og naturvidenskab.
Aldrig i verdens historien har det aldrig været så bekvemt at leve rent materielt som i vor tid, men på den anden side har vi heller aldrig befundet os i en så dyb åndsformørkelse som tilfældet er i vor tid.
Mennesket var nu overladt til sig selv – til sin egoisme og de anti-sociale kræfters frie spild. Uhjælpelig overladt til en naturvidenskabelig psykologi eller funktionsløse religioner.
Den vestlige teknologi og den økonomiske systemer , viste sig at være lige så hjælpeløse i løsningen af den åndsformørkelse og emotionelle pest som nu begyndte at dræbe det sjælelige og åndelige liv blandt mennesker.
R. Steiner udtalte i under den store depression i 1920: ”Hvis denne udvikling forsætter, vil det tidspunkt opstå, hvor man vil kunne køre i tog fra Hamburg til Paris , uden at møde et medmenneske”.

En ny tidsepoke.

Da det store paradigme skift kom for 2000 år siden med Golgata mysteriet,
fremtrådte medfølelsen og medmenneskelighedens princip, således som Buddha havde introduceret det for 2500 år siden i et nyt lys.
Gennem Kristus-impulsen blev der givet en kosmisk næring til den kim som Buddha allerede havde nedlagt i menneskets bevidsthed i orienten.
Opgøret mod de gamle Lov religioner var radikalt og førte til en kultur sammenstød med alt hvad der stammede fra de forudgående kulturperioder som havde deres rødder i den ægyptisk-babylonske og den senere græsk-romerske periode.
Essensen i Kristus impulsen er fuldstændig identisk med Buddhas visdoms lære: Næste kærligheden. Læren om medfølelse med alle levende væsner, var næsten umulig for det græsk romerske menneske at optage som noget inderligt og de meditative metoder som Buddha havde udviklet i Indien, kunne slet ikke optages af datidens mennesker, fordi de endnu var så rodfæstet i de forudgående kultur periodes normer og etik.
Indførelsen af Kristus impulsen måtte gå via den vej samtiden forstod, nemlig den dualistiske Gud- menneske religion.. Guddommen er her et Fader billede, den gode, men strenge og retfærdige dommer, som mennesket kun kan nærme sig gennem tro, håb og kærlighed.
Hvad Buddha havde anvist som metoder til individuel selv udvikling, kunne om man havde haft kendskab til disse metoder, slet ikke opfattes eller begribes af datidens mennesket i Middelhavs området, hvor man var mere optaget af politiske og filosofiske projekter, end udvikling af en psykosofisk åndsvidenskab.
Datidens mennesker kunne kun antage Kristus-impulsen, på en måde som tog man en ny frakke på, når man gik ud for så at skifte den ud men den gamle når man kom hjem.
Himmel -og-menneske religionen byggede på straf helvede efter døden og belønning i himmelen for den knyttede sig til Kirken. Udtalelsen: ”Den der ikke har kirken som moder, kan ikke have Kristus, som fader”.
Det var St. Peters opgave at skabe i vej, som datidens og kommende generationer i Europa kunne forstå, fordi det vestlige menneske endnu var så umoden at det
Jesus indrømmer at han end ikke til sine disciple havde fortalt dem alt.
Det han holdt tilbage var det som først langt senere begyndte at se dagens lys i vesten. Det viste sig i Francis af Assisis, i de kristne mystikere , i Rosenkreuzerne og Alkymisterne, alt sammen impulser som skulle åbne for Kristi anden genkomst og dannelsen af en ny kristen bevægelse, som vi kan kalde Johannes Kirken og ikke Peters Kirken.
I vor tid ser vi en stigende utilfredshed med Jehova traditionen, altså Fader-Moder autoriteterne og dermed umyndiggørelsen af det individuelle menneskes ansvar for egen udvikling.
Vi ser overalt i verden en tendens til enten at vende tilbage til naturen og i åndelig betydning gå i retning af forskellige former for Shamanisme eller Pansofi eller man ser fanatiske former for fundamentalisme, som i Jehovas, Allah eller Kristi navn reagerer destruktivt og hensynsløst over for alt og alle som truer deres ”barne tro”.
De afslører at de intet kender til Loven om Karma, Reinkarnation eller Meditation. Man hævder at sådanne principper, er Buddhistisk kulturimperialisme eller Anti-kristent.
Naturligvis findes der i orienten militante buddhister, som tror at hvad de har at tilbyde, dogmatisk og konfessionelt skal overtages i direkte form fra orienten. Gennem de sidste 40 år har vi set mange forskellige Gurus og Lamas forsøge på at introducerer deres lærer. Enten som den rene lærer hvor formen er dogmatisk bevaret – eller hvor man har forsøgt at tilpasse den til vestens menneske ved at blande naturvidenskab og yoga sammen
Den dogmatiske form støder an gennem en anti-intellektuel impuls. Den assimilerede form tror stadig på Jeget og tænkningen som et mål i sig selv. Begge former har ikke frigjort sig fra dualismen.

Enhver kultur har sin stolthed og mission at udfører i menneskehedens udvikling.

Vi taler i dag meget om ”den globale landsby” og ”den globale udvikling” uden helt at gøres os klart hvor nødvendigt det er at forstå den kulturarv de enkelte folkeånder repræsenterer.

Verdens religionernes kamp om menneskets sjæl. Den blev afløst af ideologisk-politiske kampe og nu en økonomiske kampe om det frie marked eller Globaliseringen.
Forsøg på direkte overførsel af spirituelle eller kulturelle impulser, uden hensyn til folkeånden, ender nødvendigvis som en karikatur eller sentimentale længsler efter en svunden fortid.
Det betyder imidlertid ikke at gensidig inspiration på en transkulturelt felt er en umulighed, men det forudsætter at sådanne impulser gribes ud fra en højere bevidsthed som er befriet fra enhver sekterisme og dogmatisme.

Det universelle som Buddha Gautama stillede var følgende: Hvad er menneske sindets essens og hvordan får vi det til at virke optimalt i henhold til dets inderste væsen og natur?
Det svar som Buddha nåede frem til var: Den store oplysning – eller: At være vågen er alt!
Denne lærer blev nedfældet i de tre veje eller metoder (Yana) og udspecificeret i
Hinayana eller forarbejdet – drejer sig om studiet af oplyste eller hellige skrifter. (Sutras).
Gennem dette arbejde opnås en mental oplysning og indsigt. Det er filosofiens verden. Vejen her leder til det højeste gode eller evnet til at udvikle moralsk fantasi og etisk individualisme

Mahayana eller hovedarbejdet – drejers sig om indre øvelser, i form af koncentration og visualiseringer. (Tantra, Yantra og Manthra)
Arbejdet består her i at forvandle og overfører energier og kræfter. Erkendelse af oversanselige verdner og evner, så som klarsyn og healing.
Det er initiationens vej. Det heroiske menneskes kamp eller Det Højere Selvs verden.

Vajrayana eller efterarbejdet beskæftiger sig med meditation og kontemplation. Metoderne er kendt som Ati-yoga. Dzogchen, Chan og Zen. Det er diamanten i lotusblomsten eller bevidsthedens totale vidde og essens.

Der arbejdes altså på tre planer samtidig eller en treenighed. Vi bør ikke opfatte de metoder som tre planer men snare som tre zoner eller felter, som mennesket virker gennem.
I forarbejde introduceres vi til de teoretiske og filosofiske begreber, som gør det muligt for os at kommunikerer på et mentalt plan med andre mennesker.
I hovedarbejdet er det den praktiske anvendelse af sindets kræfter og evner omsat til funktions duelige handlinger som interesserer os.
I efterarbejdet er det opdagelsen af sindets væsen og vedligeholdelsen af denne oplevelse som gennem meditation og kontemplation søges opretholdt.

I arbejdet vil vi uafværlig falde i søvn i et af felterne. Derfor er det vigtigt at vi har tre felter at virke i. Vi har herved mulighed for at skifte kanal og vågne op til et nyt program, når den ene af kanalerne går i sort eller at baggrundsstøjen bliver for stor.

Karma og reinkarnation.

Selv om både Buddha og Kristus lære udvirkede et paradigme skrift, så hævder de begge at de ikke er revolutionære profeter, - at de ikke forkaster loven, men vil ophøje den – vise mennesket konsekvensen af hvad de Hellige og Oplyste skrifter i virkeligheden indeholder, men som er blevet glemt og forvrænget gennem tiderne af præsteskaber som primær kun tænkte på deres egen karrierer i en given religion.
At forsøge på at bevise eller dokumenterer at begreber som karma og reinkarnation også er en levende del af den Kristne Bibel, såvel som de Hinduistiske skrifter, vil være spild af tid og kun ende i skolastiske og teoretiske spekulationer.
Enhver der har nået et vist trin i udvikling af den imaginative tækning eller lidt inspiration, vil ved at læse hvad der står mellem linierne i den Kristne Bibel, snart få øje på at den universelle tro på menneske sjælens åndelige udødelighed er lige så rodfæstet her som i enhver anden af de gamle naturreligioner.
Det er først i den græsk-romerske periode at dette spørgsmål begynder at give anledning til filosofiske og teologiske spekulationer.
I de gamle naturreligioner og i Pansofien, var naturens kredsløb, med den fire årstider, forår, sommer efterår og vinter lige så naturlig forbundet med det menneskets fødsel, ungdom, voksenliv, alderdom og død.

Gennem naturvidenskaben har vi lært at erkende at materien er uforgængelig, men at det kun er den ydre tilstandsform som forvandles.
H20 er formelen på to gasarter, som når de indgår i en forbindelse danner substansen væske.
Vand kan optræde i tre tilstandsformer. Fast (is) flydende (vand) gasagtigt (damp).
Overalt i naturen ser vi denne kontinuitet. Naturvidenskabens forklaring på dette fænomen kalder man naturlove og naturkræfter.
Ur-inderne kaldte lovmæssigheden som legemet, sjælen og åndens årsag og virknings sammenhæng for Loven om karma.


Der er to begreber som giver anledning til mange misforståelser, nemlig viden og tro.
Buddha feltet blev introduceret som en metode baseret på viden og visdom om hvorledes mennesket kunne nå frem til selv-befrielse. Der er her tale om en individuel proces til ændring af menneskets forhold til sin karma og kommende inkarnationer.
Kristus impulsen blev introduceret en metode baseret på tro og håb om menneskehedens frelse. Der er her tale om et kollektiv og kosmisk indgreb i menneskets kollektive karma og kommende inkarnation.
Det er på dette punkt at den eksoteriske buddhisme og kristendom taler forbi hinanden.
Buddha bragte det så vidt han kunne i spørgsmålet om hvad mennesket selv kunne gøre for at komme fri har karma og lede sin egen inkarnation.
Som sådan er Buddhas lære om at tage ansvar for egen karma, identisk med Kristi lære om at mennesket må bære sit eget kors. Karma er den begrebsmæssige fremstilling om den viden der drejer sig om loven for sjælelig-åndelig aktion og reaktion eller årsag og virkning.

Korset er et sindsbillede eller symbol på den samme virkelighed, men her præsenteret for et lavere kollektivt bevidsthedsplan.
Selv i esoteriske buddhistiske kredse, forstår man ikke forskellen på Buddha feltet og Kristus impulsen forskellige funktion og mission i menneskehedens udvikling.
At erhverve sig viden om Kristi indvirkning på menneskehedens kollektive karma eller arve synden forudsætter en højere visdom end den der skal til for at forstå de metoder som er nødvendige for at mennesket kan komme fri af sin personlige synd eller personlige karma.
Adgang til en sådan indsigt kan ikke erhverves gennem den psykosofi som Buddha introducerede, men forudsætter en pneumasofisk eller kosmosofisk indfaldsvinkel.
Dermed være ikke sagt at en sådan ikke findes i Buddhernes visdom, men det var ikke det som Gautama Buddha fokuserede som sin mission.
Den kristne lære anbefaler tro og tillid, fordi en egentlig indsigt i menneskehedens kollektive karma er langt mere krævende at forstå, end spørgsmålet om den personlige karma.
Buddhas lære om befrielse fra karma kan løfte grupper af mennesker videre frem i deres individuelle inkarnation, men den kunne ikke løfte eller forvandle hele menneskehedens kollektive karma eller arvesynd.
Det som både Buddha og Kristus har til fælles er, at der er tale om karma frie åndelige væsner. Buddhaerne i kraft af at de gennem utallige inkarnationer på jorden har befriet sig fra deres personlige karma og er indgået i Nirvana – den formløse verden, hinsides den fysiske sanselige og den astrale oversanselige. Hinsides enhver dualisme.
Kristus er den ”uskyldige lam” - og fra begyndelsen total fri af menneskehedens kollektive karma eller arvesynd, fordi dette åndelige væsen aldrig havde være inkarneret på jorden. Der for kaldets Kristus, ”dette Guds lam” – fordi det i sig ikke rummede nogen for synd eller arvesynd – personlig såvel som kollektiv karma.

Usikkerheden i forholdet mellem viden og tro bygger altså på ovenstående forhold og forskellen i den mission som Buddhaerne og Kristus havde og har i forbindelse med jord udviklingen.
De forskellige kirker og Dhama centre kan man have tillid til eller tro på, men viden bygger på egne tilegnelser.
Når jeg sætter mig op i et fly, så har jeg tillid til den viden der ligger til grund for at muligheden for at jeg ikke styrter ned og bliver dræbt er 1 til 8 millioner.
Vi må have tillid til den viden som de åndelige vejledere giver os, men vi selv afprøve denne tro og så om den holder stik i realiteterne verden.
Bevæger vi os ind på em sådan vej er vi godt i gang med at ophæve dualiteten mellem tro og viden og vi bevæger os ind i en form for åndsnærværelse som i Dzogchen kaldes Rigpa - den tænkende kærlighed og ikke kun den kærlige tanke. Først nævnte er den aktive varme som strømmer ud gennem brænde ovnens sider, sidst nævnte er den passive, hvor ilden i er der, men ikke kraftig nok til at trænge ud gennem jernpladerne og opvarme det omgivne rum.

Der er befrielse og så er der frelse. Befrielsen er den lille frelse, medens frelsen er den Store befrielse.
Buddha er således forudsætningen for Kristi tilsynekomst i jordudviklingen.
Buddhismen er så sagt i sin essens ikke nogen religion og således er Kristenheden heller ikke nogen religion.
Gennem de sidste 2500 år er både Buddha og Kristi lære blevet til religioner. Buddhisme har fokuseret på Hinayana og Mahayana på samme måde som den eksoteriske side af Kristus blev dogmatiseret af Peter kirken, udvandede reformationer eller ortodoksien.
Det vi nu ser er at Kristenheden Gnosis og Ai-Sophiae vil begynde at vise sig i det vi kan kalde Johannes kirken, som bære af den universelle og usekteriske Kristus impuls og at Buddhismen vil finde frem til sin Vajrayana og Anti-yoga, Dzogchen, Chan eller Zen.
Tro, håb og kærlighed vil da være i harmoni med viden, visdom og handling. Forudsætningen for at en sådan enhed kan indtræde er imidlertid, at man erkende Golgatamysteriet som den cantrale placering det har i menneskehedens udvikling. Det forudsætter en højere bevidsthed og forståelse af jordudviklingens historiske placering i Kosmos. Uden en sådan vil Buddhas arbejde ikke blive bagt ind i sin rette sammenhæng, men forfalde til en almen psykoterapeutisk religion og ligeledes vil Kristi anden genkomst ikke blive en realitet i det enkelte menneskes krop, tale og sind, hvis ikke Buddhas visdom om meditation, karma og reinkarnation bliver en almen forståelse i det enkelte menneskes krop, sjæl og ånd.
Disse to store åndelige impulser væver sig netop i vor tid sammen og vil være den inspirations kraft som vil vise os vejen til det levende og det kommende.

Et filosofisk spørgsmål.

Den historiske person Siddartha Gautama og som identificeres med Buddha feltet eller Livs Ånden, levede i en kulturperiode, hvor en kollektiv højnelse af bevidstheden fandt sted i Grækenland og i Kina.

I de gamle græske visdomsskoler gik man fra det gamle klarsyn til en mere moderne filosofisk holdning til naturen ud fra begreber som Logos og Nous.

De kinesiske patriarker skabte skoler hvor begreber som Tao og Yin og Yang var centralt placeret.

I Indien var situationen en anden. Kulturen var her præget af en år tusind gammel religion Hinduismen. Denne religion rummede nogle af de dybeste og højeste sandheder om naturen, mennesket og gudernes verden.

En visdom som på grund af dens årtusinde gamle tradition var stagneret.

Den østlige ånds kultur havde bevæget sig mod vest gennem det gamle Persien, til den Babylonsk-Kaldæiske kultur, videre til den Ægyptiske og Græsk-Romerske periode, for nu af befinde sig i den Europæiske kultur som befinder sig mellem øst og vest.

I perioden ca. 500 før vor tidsregning, skete der som antydet en ny periode i bevidsthedens evolution og som strakte sig fra Grækenland, til Indien og ind i Kina.

Personen Gautama stod over for en Hinduistisk kultur, som var stagneret i dogmatisme.

Han var født ind i en kongelig slægt i Nepal og levede en beskyttet tilværelse mod indflydelser, som man mente ville skade ham.

Han søgen efter visdom fik ham imidlertid til at forlade denne tilværelser.

Han besad en psykologisk sans som bevirkede at han gik ind i essensen af Hinduismen for at finde ud af hvad der var relevant for mennesket i hans samtid havde brug for, men ikke kun i nuet, men også for generationer i fremtiden.

Medens grækerne og kineser i denne kulturperiode bidrog med deres til højnelsen af bevidstheden, så bidrog Gautama med en visdom, som endnu ikke er optaget eller forstået i vesten i den fulde omfang.

Kulminationen af Gautama arbejde og studie betegnes som hans Store Opvågning eller Oplysning af Livsånden. Under Boddhi træet. Herefter betegnes han som Gautama Buddha eller ganske enkelt Buddha.

I vesten tror der fleste at Gautama er den første og eneste Buddha, noget i lighed med Kirkernes udlægning af Kristus impulsen. Men i østens filosofi ses Buddha et ikke menneskelig ånds felt, som er en del af menneskets oprindelige væsen og som er et felt som udfylder alle mennesker. De ved det bare ikke selv endnu.

Ifølge den østlige filosofi begyndte disse ikke menneskelige visdoms væsner at overføre deres Livsånd til inkarnerede mennesker og disse mennesker bliver her beskrevet som de første inkarnerede Buddhaer på jorden. Buddha væsnerne skulle havde virket i hele Universet i de ”Tretten Stjerne Verdner”, som de kaldes i buddhismen.

Den Gautama Buddha, lod imidlertid alle metafysiske og kosmologiske spørgsmål træde i baggrunden. Han satte mennesket i centrum for udviklingen.

Det har ført til at nogle har opfattet buddhismen som en ateistisk og anti-jeg religion, men det beror kun på manglende indsigt og uvidenhed. Man kan med en vis ret sige at buddhismen er det første forsøg på at indfører en slags åndsvidenskablig psykosofi eller en psykologisk videnskabelig orienteret religion, som ikke bygger på tro, men på viden og kroppen funktion, sjælens natur og åndens essens.

Buddhismens åndelige mission

Buddhas opgave var at forvandle den gamle ur-indiske visdom til viden.

Hinduismen er resultatet af en direkte skuen af de åndelige forhold i tilværelsen, gennem en drømmeagtig bevidstheds tilstand. Denne tilstand eksisterer i dag i sin laveste form vider i begrebet Tro.

Gennem 500 år arbejde man i østen videre med de anvisninger som Buddha havde givet. Hans lære bredte sig fra Indien mod nord og syd som skabte to principielle linier. Mod Nord i den Tibetanske linie, som Dzogchen. Herfra til Kina som Chan og til Japan som Zen. Interessant nok

Den bevæge sig også mod øst ud over det Indonesiske ørige, men mod vest nåede den kun til Afganistand.

Fra dette vestlige punkt var kulturerne præget af det græske åndsliv, som var ført østover af Alexander den Store. Her kunne buddhismen ikke finde indpas.

I det græske udviklede kimen sig til filosofi og naturvidenskaben gennem Platon og Aristoteles. Hvad der eksisterede af viden om gudernes verden, havde grækerne i vid udstrækning hente fra den ægyptiske kultur og alt dette gik helt i opløsning under den romerske periode.

Op til omkring vor tidsregning skete der imidlertid et åndeligt forfald, både religiøst og politisk i den græsk-romerske kultur periode.

Anderledes forholdt det sig i østen. Her havde man gennem 500 år systematisk fordybet sig i og udforsket Gautama Buddhas psykosefiske åndsvidenskab. Jeg bruger dette begreb for at understrege at jeg ikke betragter buddhismen som en religion i lighed med hinduismen, kristendommen og islam, selv om buddhismen naturligvis i sin ydre form må betragtes som tilhørende en af de fire verden religioner på grun af globale udbredelse.

Religion og åndsvidenskab.

Religionerne er systemer der bygger på et forhold mellem Gud og mennesket.. Forholdet er her at Gud er alt og mennesket intet eller i bedste tilfælde et billede af guddommen. Guddommen er uopnåelig og i væsen totalt adskilt fra mennesket. Forholdet mellem mennesket og guddommen bygger på tro og nåde. Egentlig indsigt og viden om Gud er ikke muligt for mennesket at opnå.

Denne dualisme er karakteristiks for den kristne, muslimske og jødiske religion. Vi vil senere se, at denne definition i realiteten ikke holder når det drejer sig om Kristus-impulsen.

Kristenheden kan i lighed med buddhismen ikke være en religion i overstående betydning og vi vil senere se hvorfor.

Det der tog sin begyndelse med Gautama i Indien 500 år før Jesus inkarnerede i Palæstina, var det første skrift bort fra det dualistiske livssyn og en konsekvens af at Buddha feltet inkarnerede sig i denne person på samme måde som Kristus impulsen inkarnerede sig i personen Jesus.

Gautama Buddha begyndte at udvikle det vi kan kalde en psykosofisk åndsvidenskab.

Dette initiativ stod på hele den Hinduistiske religion.

Gennem sin Store Oplysning, begyndte Gautama Buddha at gøre op med nødvendigheden af den hinduistiske filosofi og metafysik. Buddha pegede på menneskets eget ansvar for sit eget liv og som sådan er Buddhismen en slags eksistentialisme – uden dog at blive til nogen ateisme.

Buddha tog ikke afstand fra et Univers fyldt med guddommelige og dæmoniske kræfter og væsner. Han fastholdt f.eks. læren om karma og reinkarnation.

Først 500 år senere i Palæstina, da den græsk romerske kultur periode begyndte at gå på held kom der en impuls i dette område som minde om Gautamas virke.

I Palæstina var åndslivet også stagneret i den religion som var grundlagt af Moses og som havde sine rødder i den Ægyptisk-Kaldæiske kultur. Det var personen kendt som Johannes døberen som påbegyndt dette opbrud fra en forhærdet religion, hvilket kostede ham livet. Hans virke blev senere taget op af Jesus, hvis virke Johannes døberen selv havde annonceret.

Det afgørende idehistoriske er at se, at medens man i Grækenland og i Kina havde fokuseret på bestemte udviklingsspørgsmål, så havde Gautama Buddha i Indien fokuseret på et enkelt spørgsmål. Essensen af menneskets sind.

Gennem 500 år havde oplyste og initierede mennesker i Indien, Tibet og også Kina – ransaget sindets mysterium. Sjælen og Åndens væsen og funktioner. Man havde udviklet en psykosofisk åndsvidenskab, som bevirkede at man nåede til en højere og dybere erkendelse end det var lykkedes at nå på noget andet tidspunkt i menneskehedens idehistorie..

For at forstå omfanget af denne åndsvidenskabelige forskning og den tid man havde brugt på at udvikle denne, kan vi få en fornemmelse af hvor lang man kan nå når kulturen følger en fastlagt dagsorden.

For kun 500 år siden – omkring 1500 tallet begyndte den periode vi i Europa kalder ”genfødselen” eller rensesansen.

Det var begyndelsen til alt det vi i dag på godt og ondt ser som det naturvidenskabelige menneskesyn. Due brød med den dualistiske religions dogmer og tro og introducerede ideen om viden og funktion. Hele verdens billedet blev ændret fra det Tolemæiske ( jorden som centrum for universet) til det Kopernikanske. (solen som centrum for vort planet system). Vi taler stadig om ”sol opgang” og ”sol nedgang”, fordi det er sådan at vore sanser oplever det, men i realiteten burde vi tale om ”jord nedgang” om morgenen og ”jord opgang” om aftenen.

Sådanne videnskabelige spekulationer, vedkom ikke det almene menneske og ændrede til den dag i dag intet ved dets daglige liv.

Paradigme skiftet omkring 1500 tallet stammede fra den hændelse som nærmest udryddede det halve af Europas befolkning – den store pest eller den sorte død. Garanten for guddommelig orden, frelse og sikkerhed, den kirke som havde påberåbt sig apostolsk arv fra St. Peter og magt og ret til at løse og binde alt i himmelen og på jorden, stod pludselig total magtesløs. Paven og kardinalerne, som Kristi stedfortræder på jorden viste sig ude af stand til at helbrede eller standse pesten og hermed mistede de europæiske befolkninger deres tro på Kirken som en autentisk autoritet. Kontrakten mellem Gud og menneske religionen – var definitiv brudt.

Den nye ”religion” som udviklede sig op til år 2000 var bygget på logik og naturvidenskab.

Aldrig i verdens historien har det aldrig været så bekvemt at leve rent materielt som i vor tid, men på den anden side har vi heller aldrig befundet os i en så dyb åndsformørkelse som tilfældet er i vor tid.

Mennesket var nu overladt til sig selv – til sin egoisme og de anti-sociale kræfters frie spild. Uhjælpelig overladt til en naturvidenskabelig psykologi eller funktionsløse religioner.

Den vestlige teknologi og den økonomiske systemer , viste sig at være lige så hjælpeløse i løsningen af den åndsformørkelse og emotionelle pest som nu begyndte at dræbe det sjælelige og åndelige liv blandt mennesker.

R. Steiner udtalte i under den store depression i 1920: ”Hvis denne udvikling forsætter, vil det tidspunkt opstå, hvor man vil kunne køre i tog fra Hamburg til Paris , uden at møde et medmenneske”.

En ny tidsepoke.

Da det store paradigme skift kom for 2000 år siden med Golgata mysteriet,

fremtrådte medfølelsen og medmenneskelighedens princip, således som Buddha havde introduceret det for 2500 år siden i et nyt lys.

Gennem Kristus-impulsen blev der givet en kosmisk næring til den kim som Buddha allerede havde nedlagt i menneskets bevidsthed i orienten.

Opgøret mod de gamle Lov religioner var radikalt og førte til en kultur sammenstød med alt hvad der stammede fra de forudgående kulturperioder som havde deres rødder i den ægyptisk-babylonske og den senere græsk-romerske periode.

Essensen i Kristus impulsen er fuldstændig identisk med Buddhas visdoms lære: Næste kærligheden. Læren om medfølelse med alle levende væsner, var næsten umulig for det græsk romerske menneske at optage som noget inderligt og de meditative metoder som Buddha havde udviklet i Indien, kunne slet ikke optages af datidens mennesker, fordi de endnu var så rodfæstet i de forudgående kultur periodes normer og etik.

Indførelsen af Kristus impulsen måtte gå via den vej samtiden forstod, nemlig den dualistiske Gud- menneske religion.. Guddommen er her et Fader billede, den gode, men strenge og retfærdige dommer, som mennesket kun kan nærme sig gennem tro, håb og kærlighed.

Hvad Buddha havde anvist som metoder til individuel selv udvikling, kunne om man havde haft kendskab til disse metoder, slet ikke opfattes eller begribes af datidens mennesket i Middelhavs området, hvor man var mere optaget af politiske og filosofiske projekter, end udvikling af en psykosofisk åndsvidenskab.

Datidens mennesker kunne kun antage Kristus-impulsen, på en måde som tog man en ny frakke på, når man gik ud for så at skifte den ud men den gamle når man kom hjem.

Himmel -og-menneske religionen byggede på straf helvede efter døden og belønning i himmelen for den knyttede sig til Kirken. Udtalelsen: ”Den der ikke har kirken som moder, kan ikke have Kristus, som fader”.

Det var St. Peters opgave at skabe i vej, som datidens og kommende generationer i Europa kunne forstå, fordi det vestlige menneske endnu var så umoden at det behøvede en sådan autoritær form for religion.

Jesus indrømmer at han end ikke til sine disciple havde fortalt dem alt.

Det han holdt tilbage var det som først langt senere begyndte at se dagens lys i vesten. Det viste sig i Francis af Assisis, i de kristne mystikere , i Rosenkreuzerne og Alkymisterne, alt sammen impulser som skulle åbne for Kristi anden genkomst og dannelsen af en ny kristen bevægelse, som vi kan kalde Johannes Kirken og ikke Peters Kirken.

I vor tid ser vi en stigende utilfredshed med Jehova traditionen, altså Fader-Moder autoriteterne og dermed umyndiggørelsen af det individuelle menneskes ansvar for egen udvikling.

Vi ser overalt i verden en tendens til enten at vende tilbage til naturen og i åndelig betydning gå i retning af forskellige former for Shamanisme eller Pansofi eller man ser fanatiske former for fundamentalisme, som i Jehovas, Allah eller Kristi navn reagerer destruktivt og hensynsløst over for alt og alle som truer deres ”barne tro”.

De afslører at de intet kender til Loven om Karma, Reinkarnation eller Meditation. Man hævder at sådanne principper, er Buddhistisk kulturimperialisme eller Anti-kristent.

Naturligvis findes der i orienten militante buddhister, som tror at hvad de har at tilbyde, dogmatisk og konfessionelt skal overtages i direkte form fra orienten. Gennem de sidste 40 år har vi set mange forskellige Gurus og Lamas forsøge på at introducerer deres lærer. Enten som den rene lærer hvor formen er dogmatisk bevaret – eller hvor man har forsøgt at tilpasse den til vestens menneske ved at blande naturvidenskab og yoga sammen

Den dogmatiske form støder an gennem en anti-intellektuel impuls. Den assimilerede form tror stadig på Jeget og tænkningen som et mål i sig selv. Begge former har ikke frigjort sig fra dualismen.

De indre veje.

Enhver kultur har sin stolthed og mission at udfører i menneskehedens udvikling.

Vi taler i dag meget om ”den globale landsby” og ”den globale udvikling” uden helt at gøres os klart hvor nødvendigt det er at forstå den kulturarv de enkelte folkeånder repræsenterer.

Verdens religionernes kamp om menneskets sjæl. Den blev afløst af ideologisk-politiske kampe og nu en økonomiske kampe om det frie marked eller Globaliseringen.

Forsøg på direkte overførsel af spirituelle eller kulturelle impulser, uden hensyn til folkeånden, ender nødvendigvis som en karikatur eller sentimentale længsler efter en svunden fortid.

Det betyder imidlertid ikke at gensidig inspiration på en transkulturelt felt er en umulighed, men det forudsætter at sådanne impulser gribes ud fra en højere bevidsthed som er befriet fra enhver sekterisme og dogmatisme.

Det universelle som Buddha Gautama stillede var følgende: Hvad er menneske sindets essens og hvordan får vi det til at virke optimalt i henhold til dets inderste væsen og natur?

Det svar som Buddha nåede frem til var: Den store oplysning – eller: At være vågen er alt!

Denne lærer blev nedfældet i de tre veje eller metoder (Yana) og udspecificeret i forskellige Yoga systemer.

Hinayana eller forarbejdet – drejer sig om studiet af oplyste eller hellige skrifter. (Sutras).

Gennem dette arbejde opnås en mental oplysning og indsigt. Det er filosofiens verden. Vejen her leder til det højeste gode eller evnet til at udvikle moralsk fantasi og etisk individualisme

Mahayana eller hovedarbejdet – drejers sig om indre øvelser, i form af koncentration og visualiseringer. (Tantra, Yantra og Manthra)

Arbejdet består her i at forvandle og overfører energier og kræfter. Erkendelse af oversanselige verdner og evner, så som klarsyn og healing.

Det er initiationens vej. Det heroiske menneskes kamp eller Det Højere Selvs verden.

Vajrayana eller efterarbejdet beskæftiger sig med meditation og kontemplation. Metoderne er kendt som Ati-yoga. Dzogchen, Chan og Zen. Det er diamanten i lotusblomsten eller bevidsthedens totale vidde og essens.

Der arbejdes altså på tre planer samtidig eller en treenighed. Vi bør ikke opfatte de metoder som tre planer men snare som tre zoner eller felter, som mennesket virker gennem.

I forarbejde introduceres vi til de teoretiske og filosofiske begreber, som gør det muligt for os at kommunikerer på et mentalt plan med andre mennesker.

I hovedarbejdet er det den praktiske anvendelse af sindets kræfter og evner omsat til funktions duelige handlinger som interesserer os.

I efterarbejdet er det opdagelsen af sindets væsen og vedligeholdelsen af denne oplevelse som gennem meditation og kontemplation søges opretholdt.

I arbejdet vil vi uafværlig falde i søvn i et af felterne. Derfor er det vigtigt at vi har tre felter at virke i. Vi har herved mulighed for at skifte kanal og vågne op til et nyt program, når den ene af kanalerne går i sort eller at baggrundsstøjen bliver for stor.

Karma og reinkarnation.

Selv om både Buddha og Kristus lære udvirkede et paradigme skrift, så hævder de begge at de ikke er revolutionære profeter, - at de ikke forkaster loven, men vil ophøje den – vise mennesket konsekvensen af hvad de Hellige og Oplyste skrifter i virkeligheden indeholder, men som er blevet glemt og forvrænget gennem tiderne af præsteskaber som primær kun tænkte på deres egen karrierer i en given religion.

At forsøge på at bevise eller dokumenterer at begreber som karma og reinkarnation også er en levende del af den Kristne Bibel, såvel som de Hinduistiske skrifter, vil være spild af tid og kun ende i skolastiske og teoretiske spekulationer.

Enhver der har nået et vist trin i udvikling af den imaginative tækning eller lidt inspiration, vil ved at læse hvad der står mellem linierne i den Kristne Bibel, snart få øje på at den universelle tro på menneske sjælens åndelige udødelighed er lige så rodfæstet her som i enhver anden af de gamle naturreligioner.

Det er først i den græsk-romerske periode at dette spørgsmål begynder at give anledning til filosofiske og teologiske spekulationer.

I de gamle naturreligioner og i Pansofien, var naturens kredsløb, med den fire årstider, forår, sommer efterår og vinter lige så naturlig forbundet med det menneskets fødsel, ungdom, voksenliv, alderdom og død.

Gennemnaturvidenskaben har vi lært at erkende at materien er uforgængelig, men at det kun er den ydre tilstandsform som forvandles.

H20 er formelen på to gasarter, som når de indgår i en forbindelse danner substansen væske.

Vand kan optræde i tre tilstandsformer. Fast (is) flydende (vand) gasagtigt (damp).

Overalt i naturen ser vi denne kontinuitet. Naturvidenskabens forklaring på dette fænomen kalder man naturlove og naturkræfter.

Ur-inderne kaldte lovmæssigheden som legemet, sjælen og åndens årsag og virknings sammenhæng for Loven om karma.

Den store befrielse eller frelse.

Der er to begreber som giver anledning til mange misforståelser, nemlig viden og tro.

Buddha feltet blev introduceret som en metode baseret på viden og visdom om hvorledes mennesket kunne nå frem til selv-befrielse. Der er her tale om en individuel proces til ændring af menneskets forhold til sin karma og kommende inkarnationer.

Kristus impulsen blev introduceret en metode baseret på tro og håb om menneskehedens frelse. Der er her tale om et kollektiv og kosmisk indgreb i menneskets kollektive karma og kommende inkarnation.

Det er på dette punkt at den eksoteriske buddhisme og kristendom taler forbi hinanden.

Buddha bragte det så vidt han kunne i spørgsmålet om hvad mennesket selv kunne gøre for at komme fri har karma og lede sin egen inkarnation.

Som sådan er Buddhas lære om at tage ansvar for egen karma, identisk med Kristi lære om at mennesket må bære sit eget kors. Karma er den begrebsmæssige fremstilling om den viden der drejer sig om loven for sjælelig-åndelig aktion og reaktion eller årsag og virkning.

Korset er et sindsbillede eller symbol på den samme virkelighed, men her præsenteret for et lavere kollektivt bevidsthedsplan.

Selv i esoteriske buddhistiske kredse, forstår man ikke forskellen på Buddha feltet og Kristus impulsen forskellige funktion og mission i menneskehedens udvikling.

At erhverve sig viden om Kristi indvirkning på menneskehedens kollektive karma eller arve synden forudsætter en højere visdom end den der skal til for at forstå de metoder som er nødvendige for at mennesket kan komme fri af sin personlige synd eller personlige karma.

Adgang til en sådan indsigt kan ikke erhverves gennem den psykosofi som Buddha introducerede, men forudsætter en pneumasofisk eller kosmosofisk indfaldsvinkel.

Dermed være ikke sagt at en sådan ikke findes i Buddhernes visdom, men det var ikke det som Gautama Buddha fokuserede som sin mission.

Den kristne lære anbefaler tro og tillid, fordi en egentlig indsigt i menneskehedens kollektive karma er langt mere krævende at forstå, end spørgsmålet om den personlige karma.

Buddhas lære om befrielse fra karma kan løfte grupper af mennesker videre frem i deres individuelle inkarnation, men den kunne ikke løfte eller forvandle hele menneskehedens kollektive karma eller arvesynd.

Det som både Buddha og Kristus har til fælles er, at der er tale om karma frie åndelige væsner. Buddhaerne i kraft af at de gennem utallige inkarnationer på jorden har befriet sig fra deres personlige karma og er indgået i Nirvana – den formløse verden, hinsides den fysiske sanselige og den astrale oversanselige. Hinsides enhver dualisme.

Kristus er den ”uskyldige lam” - og fra begyndelsen total fri af menneskehedens kollektive karma eller arvesynd, fordi dette åndelige væsen aldrig havde være inkarneret på jorden. Der for kaldets Kristus, ”dette Guds lam” – fordi det i sig ikke rummede nogen for synd eller arvesynd – personlig såvel som kollektiv karma.

Usikkerheden i forholdet mellem viden og tro bygger altså på ovenstående forhold og forskellen i den mission som Buddhaerne og Kristus havde og har i forbindelse med jord udviklingen.

De forskellige kirker og Dhama centre kan man have tillid til eller tro på, men viden bygger på egne tilegnelser.

Når jeg sætter mig op i et fly, så har jeg tillid til den viden der ligger til grund for at muligheden for at jeg ikke styrter ned og bliver dræbt er 1 til 8 millioner.

Vi må have tillid til den viden som de åndelige vejledere giver os, men vi selv afprøve denne tro og så om den holder stik i realiteterne verden.

Bevæger vi os ind på em sådan vej er vi godt i gang med at ophæve dualiteten mellem tro og viden og vi bevæger os ind i en form for åndsnærværelse som i Dzogchen kaldes Rigpa - den tænkende kærlighed og ikke kun den kærlige tanke. Først nævnte er den aktive varme som strømmer ud gennem brænde ovnens sider, sidst nævnte er den passive, hvor ilden i er der, men ikke kraftig nok til at trænge ud gennem jernpladerne og opvarme det omgivne rum.

Der er befrielse og så er der frelse. Befrielsen er den lille frelse, medens frelsen er den Store befrielse.

Buddha er således forudsætningen for Kristi tilsynekomst i jordudviklingen.

Buddhismen er så sagt i sin essens ikke nogen religion og således er Kristenheden heller ikke nogen religion.

Gennem de sidste 2500 år er både Buddha og Kristi lære blevet til religioner. Buddhisme har fokuseret på Hinayana og Mahayana på samme måde som den eksoteriske side af Kristus blev dogmatiseret af Peter kirken, udvandede reformationer eller ortodoksien.

Det vi nu ser er at Kristenheden Gnosis og Ai-Sophiae vil begynde at vise sig i det vi kan kalde Johannes kirken, som bære af den universelle og usekteriske Kristus impuls og at Buddhismen vil finde frem til sin Vajrayana og Anti-yoga, Dzogchen, Chan eller Zen.

Tro, håb og kærlighed vil da være i harmoni med viden, visdom og handling. Forudsætningen for at en sådan enhed kan indtræde er imidlertid, at man erkende Golgatamysteriet som den cantrale placering det har i menneskehedens udvikling. Det forudsætter en højere bevidsthed og forståelse af jordudviklingens historiske placering i Kosmos. Uden en sådan vil Buddhas arbejde ikke blive bagt ind i sin rette sammenhæng, men forfalde til en almen psykoterapeutisk religion og ligeledes vil Kristi anden genkomst ikke blive en realitet i det enkelte menneskes krop, tale og sind, hvis ikke Buddhas visdom om meditation, karma og reinkarnation bliver en almen forståelse i det enkelte menneskes krop, sjæl og ånd.

Disse to store åndelige impulser væver sig netop i vor tid sammen og vil være den inspirations kraft som vil vise os vejen til det levende og det kommende.

Kosmisk gas og støv formede den første planetariske
tilstandsform som kosmosofisk set kaldes Den gamle Saturn.
Astronomy Picture of the Day Archive

NASA fotos af urtåger af kosmiskstøv.
Denne tilstand kaldes i kosmosofien for
Den gamle saturn - en tilstand af varme og fysiske love.

Nordlyset var indtil midten af 1800-tallet kun kendt af Inuitter.
Kosmosofien postår at efterhånden som solen brænder ud, vil det magnetiske forhold mellem jorden og den gamle sol ændre sig, således at det vi idag ser som nordlys vil komme til at omslutte hele vor planet.
Hydrosphæren og atmossphæren vil da være gennemstrømmet af en ildsphære eller selvlysende magnetfelter.
Nat og dag himlen som vi idag kender den vil da forsvinde. Stjerner og himmellegemer være skjult i det lyshav der omgiver jorden.
Vor planet vil da indgå i sin femteplanetariske tilstandsform, som i kosmosofien kaldes Jupiter og som af de Kristne gnostiker blev kaldt Det ny Jerusalem.

Google-søgning: nordlyset
Fysikk i den polare atmosfæren og nordlyset. Innhold (norwegian)